Majestætisk melankoli, poetisk nærvær og slagkraftige elektroniske popsange fra dansk-færøsk stortalent
Den dansk-færøske sanger og sangskriver Lea Eyðbjørg har på rekordtid markeret sig som en af de mest dragende nye stemmer på den nordiske musikscene. Med en sjælden kombination af sårbarhed og styrke har hun skabt sin egen ærlige og hudløse lyd, hvor nordisk, håndspillet melankoli møder slagkraftige, elektroniske popsange.
Lea Eyðbjørg debuterede i oktober 2023 med singlen “blå nætter”, som straks fandt vej til både færøske og danske radiokanaler. Siden har hendes musik vundet indpas hos et voksende publikum ? og på under to år har hun haft P3’s uundgåelige og været valgt som åbner for Roskilde Festivals First Days-program i 2025.
Lea udgav sin debut-ep “kærlighedsdigte til de uhjælpelige” i foråret 2024 og har siden da brugt tiden på at skrive og indspille en masse ny musik som ser dagens lys i løbet af 2026.
En stor del af disse sange præsenteres live, når Lea til foråret turnerer ud i landet og besøger en lang række byer for første gang.
SUPPORT: Scout Powell
Længe før turen gik 16.500 kilometer fra Australien til Danmark, indtog Scout Powell sin allerførste scene hjemme i forstaden – på ladet af naboens pickup-truck, hvor hun inviterede hele villavejen til koncert. Opvokset med en bedstemor der var countrysanger, og senere selv klassisk skolet på både bratsch, basklarinet og i kor, har musikken altid været en uundgåelig tyngdekraft for hende. Men mens hun befandt sig i den klassiske musiks disciplin, søgte hun efter en lyd, der føltes mere som virkeligheden: ærlig, uperfekt og menneskelig. Den søgen ledte hende fra den bagende sol tæt på The Sunshine Coast til en dansk musikhøjskole. Det var her, i mødet med den danske sangskrivertradition og det fællesskab, hun havde savnet, at hun fandt sin stemme og besluttede at blive.
I dag lever Scout Powells musik i spændingsfeltet mellem de to verdener. Hendes lyd, som kan omtales som “Blue Hour Pop”, er et møde mellem den solblegede, australske folk-varme og den kølige, atmosfæriske tekstur fra nordisk pop. Der er ingen glimmer – Scout hylder reallyden af rummet, åndedrættet mellem linjerne og den specifikke smerte fra en åben dagbog. Hendes vokal er unik – luftig og dragende, med en tyngde, der skærer igennem støjen som en hvisken i et fyldt lokale. Med et hurtigt voksende internationalt community online og en debut-udgivelse på trapperne, er Scout Powell ikke længere kun den pige, der spiller for naboerne. Hun er i gang med at bygge et organisk og menneskeligt pop-univers, der skalerer intimiteten fra soveværelset op til stadion-størrelse – klar til at blive soundtracket til de øjeblikke, vi normalt navigerer alene.
